Uh, det er koldt, meget koldt endda! Der er langt til strande, kolde coronas og sol – ihvertfald for nogle.
Men det er stadig muligt at kombinere lidt mexicansk mad med vintervejr. Jeg er lige faldet over “sopa de lima”, altså limesuppe – den er varm, smager skønt og frisk og kan gøres lige så stærk som man ønsker. Med andre ord, perfekt mad hvis man vil have varmen.
Du skal bruge (til 2 personer):
- 2 kyllingefileter
- 10-12 sorte peberkorn
- 2 rødløg
- frisk chili (helt standard, rød eller grøn fra supermarkedet)
- Mexicansk oregano (alternativt bland timian og almindelig oregano)
- 2 fed Hvidløg
- 2-3 tomater
- Limejuice
- Hønsebouillon
- Majstortillas
Sådan gør du:
Først skal vi lave en bouillon! Den udgør basen af suppen.
Skær 1 rødløg og 2 fed hvidløg i grove tern. Put det hele i en gryde, sammen med kyllingefileten og perberkorn. Tilsæt vand til det dækker og lad koge i cirka 1 time, eller til kyllingen er gennemkogt og mør.
Tag kyllingen op, hæld bouillonen igennem en si og kog ind til ønskede smag. Tilsæt eventuelt lidt hønsebouillon, det synes jeg giver den bedste smag.
Riv kyllingen fra hinanden med to gafler. Du bestemmer selv hvor store stykker. Jeg kan bedst lide kyllingen i mindre strimlede stykker.
I mens kyllingen koger skærer du majstortillaerne i tynde strimler af ca. 0.5 cm i bredden. Steg dem i majsolie (det giver den bedste smag) eller en hvilken som helst anden smagsneutral olie.
Placer dem på fedtsugende papir og lad køle.
Skær 1 rødløg, frisk chili og tomater i tern og svits i olie på en pande indtil løgene er klare. Hæld suppen over og smag til med limejuice, masser af limejuice.
Placer lidt kylling i bunden af en skål, og hæld suppen over. Top med tortillastrimlerne, frisk koriander og en skive lime eller to.
Bemærk, jeg har ikke angivet mængde på limejuice og chili. Det er helt op til hvor stærk og syrlig du ønsker suppen. Jeg kan selvfølgelig bedst lide den super stærk!
Velbekomme og god januar.