På dansk hedder de “spanskrør” eller “spanske doughnuts”. Jeg foretrækker til hver en tid at kalde dem “churros”!
Der er ingen der præcist kender oprindelsen for Churros. Der er dog to teorier:
Nogle siger, at de blev opfundet af spanske hyrder, der boede højt oppe i bjergene. Uden adgang til bagerier eller lignende, måtte de derfor selv lave deres mad helt fra bunden. Churros var lette og hurtige at lave over bål. Navnet kommer fra fåreracen “Navajo-Churro”, der nedstammer fra racen “Churra”. Fårenes horn ligner til forveksling churros.
En anden historie fortæller, at portugisiske sømænd tog retten med hjem fra det nordlige Kina, hvor de havde opdaget en ligende ret ved navn”You Tiao”. Spanierne gjorde retten til deres egen ved, at bruge en stjerneformet spids til dejen.
Men ligegyldigt hvad, var det dog de spanske conquistadores, der bragte retten til Latin-America og Mexico. Den er efterfølgende blevet lavet i et utal af variationer. Med og uden sukker, med fyld af syltetøj, dulce de leche, chokolade eller – i enkelte lande – smeltet ost!
Jeg holder mig nu til at dyppe dem i chokolade og strø kanelsukker over.
Du skal bruge:
- 250 ml. vand
- 2 tsk. sukker
- 2 tsk. solsikkeolie
- Solsikkeolie til dybstegning
- 130 gram hvedemel
- 2 æg
- kanelsukker
Hæld vand, sukker og solsikkeolie i en gryde, rør rundt og varm op til det simrer, uden at bulderkoge. Tilsæt hvedemel og rør rundt indtil dejen er glat og smidig. Tilsæt æg og ælt dejen igen.
Dejen puttes nu i en sprøjtepose med stjerneformet mundstykke. Gør en bradepande med bagepapir klar. Pres dejen ud til stykker af ca. 6-8 cm. længde og lad derefter køle i 45-60 min.
Varm olien op til ca. 175 grader. Hvis du ikke har et termometer, så tjek med et lille stykke dej. Når olien syder og bobler omkring dejen, er den klar.
Steg dejen i den varme olie indtil gyldne og læg på fedtsugende papir. Steg i små portioner af gangen, det giver det bedste resultat.
Drys med kanelsukker og server med smeltet chokolade eller varm cacao.
Rigtig god fornøjelse!