En helt “basic” klassisk salsa. Den kan varieres med flere forskellige chilier, men jeg synes at jalapeñoen gør det fuldstændig fantastisk og at det derfor er den eneste rigtige chili til at bruge til denne salsa.
Og så kan jeg anbefale at bruge en molcajete til at lave den (en helt normal morter er absolut også Ok og hvis du ikke har sådan en, så brug en skål og stor træske… det virker fint) Molcajeten giver salsaen en chunky og grov tekstur, som man ikke opnår ved at bruge en blender. Smagen er selvfølgelig den samme, men jeg synes den grove version er et stort plus.
Du skal bruge:
- 5-6 medium store tomater
- 2 friske jalapeños
- 1/2 løg, grofthakket
- 3 fed hvidløg
- En sjat æblecidereddike
- Salt
- Peber
På en pande eller under grillen i ovnen ristes tomater, jalapeños og hvidløg indtil let og delvist brændte.
Tag af varmen, lad køle og fjern skindet fra tomaterne og hvidløg. Fjern derefter stilk og kerner fra chilierne og hak dem derefter groft.
I molcajeten kværnes jalapeños og hvidløg grundigt sammen, sørg for at få de lidt store stykke mast godt ud. Tilsæt derefter tomater og mas dem godt. Det tager lidt tid og kræver lidt ekstra håndarbejde. Tilsæt til slut løg og smag til med eddike, salt og peber.
Server sammen med tortillachips eller som topping til en taco, f.eks. med kylling.
5 Comments Tilføj dine