Eftersigende var dette en af Frida Kahlos favoritter. Og jeg forstår hende så godt. Den friske smag og duft fra limefrugten sammen med frisk kokos i et herligt virvar af sukker med sukker på er, for mig, en helt perfekt kombination. Du skal bruge lidt tid på at lave dem (læs: 5-6 dage), men det er en sjov proces, så klø bare på. Du kan enten købe en kokosnød, så kokossen er helt frisk og saftig eller købe fra pose. Hvis du bruger frisk kokos har du også mulighed for at rive det i lidt længere strimler, der gør det lettere at
holde blandingen inde i limefrugten. Derudover ser det også flottere ud. Begge dele fungerer dog ganske fint.
Jeg har valgt at snyde lidt ved at bruge lidt frugtfarve. Det skyldes at processen med at koge og skylle limefrugterne tager en del farve fra dem. For syns skyld er frugtfarven, derfor ganske god at bruge.
Du skal bruge:
Limefrugter:
- 16 lime
- 1 spsk. bagepulver
- 7 dl. sukker
- 750 ml. vand
- Grøn frugtfarve
Kokosblanding:
- 200 g. sukker
- 2,5 dl. vand
- Revet kokos fra 1-2 kokosnødder eller ca. 300 gram fra pose
Limefrugter:
Læg limefrugterne i en gryde og dæk med vand og lad simre indtil de er let blødgjorte.
Mærk efter løbende, det tager ca. en 15-20 min.
Hæld over en skål, strø bagepulver over, dæk til og lad stå natten over.
Dagen efter hældes vandet fra limefrugterne. Skær en ridse i skindet og fjern alt frugtkødet med en ske. Vandet har blødgjort skind og frugtkød en hel del, men brug eventuelt forsigtigt en kniv til at få kødet ud. Du kan ikke undgå at ødelægge skallen lidt.
Læg de tomme limeskaller tilbage i skålen, dæk med varmt vand, dæk til og lad stå natten over. Dagen efter gentages processen, nyt varmt vand, dæk til og lad stå endnu en nat. Fortsæt sådan 3-4 dage indtil al bitterheden er skyllet ud af limeskallerne.
Sukker og vand blandes i en gryde, kog op og tilsæt limefrugter og lidt grøn frugtfarve. Lad simre indtil du har en tyk sirup. Tag derefter af varmen og lad køle limeskallerne køle i siruppen natten over.
Kokosblanding:
Mix sukker og vand i en gryde og kog op, rør kokossen i og rør konstant indtil blandingen er helt tyk. Tag af varmen og køl helt ned.
Fyld limeskallerne med kokosblandingen, det må gerne stikke lidt ud over det hele.
Server som dessert, eventuelt sammen med en lækker is eller nyd som slik.
Rigtig god fornøjelse.