Jeg havde aldrig hørt om denne ret før. Men jeg faldt straks for titlen, “Puerco en naranja” – altså – svinefilet i appelsinsaft. I det hele taget synes jeg, at appelsin er en spændende ingrediens, der tilfører en skøn sød smag til maden. Tag eksempelvis denne opskrift på langtidsbraisseret andebryst, hvor appelsin og guajillochili er blandt hovedingredienserne.
Opskriften på “Puerco en naranja” minder en smule om carnitas, dog uden at kødet skal “shreddes” efterfølgende. Her er der nemlig tale om en steg, der skal skæres i skiver inden servering. Jeg skal dog være ærlig og indrømme, at jeg faktisk har trevlet denne steg og spist som en helt klassisk taco med carnitas – det smagte herligt og kan bestemt anbefales!
Opskriften er beregnet til 8 personer. Juster selv mængden, så det passer til dit behov. Du kan fint bruge et mindre stykke kød, med samme mængde marinade – det sker der ikke spor ved.
Du skal bruge:
- 2,5 kg. svinefilet
- 5 fed hvidløg
- Salt
- 2 tsk. mexicansk oregano
- ½ tsk allehånde
- 2 laubærblade
- 10-12 peberkorn (el. 1 tsk. stødt sort peber)
- 3 økologiske appelsiner
Stik huller i kødet med en skarp kniv, så marinaden bedre kan trænge ind og give smag til kødet.
Knus hvidløget og mix sammen med salt, oregano, allehånde, laurbærblade, peber og juicen fra 1 appelsin. Brug eventuelt en blender, morter eller molcajete,
Gnid kødet grundigt med marinaden og lad stå på køl i min. 1 time.
Tænd for ovnen ved 180 grader.
Læg svinefileten i et ovnfast fad, stegeso eller lignende. Tilsæt saft fra en hel appelsin, samt revet appelsinskal. Dæk kødet til med låg eller staniol og lad stege i 2 timer.
Hæld det overskydende fedt og saft fra kødet, men gem ca. 1 dl. til senere brug. Vend fileten og steg i yderligere 1 time, denne gang uden låg/folie. Hæld løbende lidt af saften/fedtet fra bunden af panden over kødet.
Fjern igen den overskydende fedt og gem til senere brug. Skru ovnen op på 210 grader og brun kødet på den ene side, vend fileten og brun på den anden side efterfølgende.
I mellemtiden har fedtet fra den gemte saft lagt sig på toppen. Fjern dette og smid ud. Hæld den resterende saft på en pande, sammen med saften fra den sidste appelsin og lad simre indtil reduceret til en lækker glace. Tilsæt eventuelt lidt sukker.
Skær i tynde skiver og top kødet med glacen.
Server for eksempel med rajas poblanos, som er poblanopeber (eller grøn peber) skåret i tynde strimler (raja) og stegt med løg og fløde eller engelsk sauce og soya (endelig opskrift følger!)
Du kan også servere med mexicanske ris og bønner og lækre hjemmelavede hvedemelstortillas.
2 Comments Tilføj dine